AFSLUTNING

 

Og således slutter dette bedrøvelige dokument. For hver historie der er medtaget, er der dusinvis af lignende karakter, oplysninger om hvert eneste aspekt af Sai Baba kulten. Hundreder af sider, der afslører det fundament af løgne, der bærer dette enorme, globale korthus.

Du kan vælge at tro eller ikke tro, hvad her står. Det er dit valg. Nu er det imidlertid et valg, der træffes ud fra en viden om den eksisterende situation.

Du spørger måske stadig dig selv – men… er han guddommelig?

En mand skal ikke dømmes for, hvad han siger,

Men for, hvad han gør

Pædofil aktivitet….. en guddommelig handling?

Tryllekunster……... en guddommelig handling?

Lyt til din egen stille, indre stemme, inden du beslutter dig.

Hvis du har læst så langt som hertil, er det muligt, at du er fuldkommen sønderknust.

Den sorg, som afsløringen af enhver kult forårsager hos ærlige åndeligt søgende, er monumental. At opdage, at den vej, der førte en væk fra familie, venner og elskede, kun er et gøglebillede… At opdage, at man er blevet bedraget, forrådt; at få sin tillid svigtet… At opdage, at den tilbudte kærlighed er fuld af betingelser, og at de mennesker, du tænkte på som "familie", nu vender sig bort og råber "Judas!"…

Det forekommer at være ødelæggende for ens selvværd og et frygteligt spild af tid. Men det er det selvfølgelig ikke. En ting er indlysende. Alle på denne planet gør erfaringer, og konsekvensen af erfaring – især åndelig erfaring – er visdom og frihed for afhængighed.

At forlade en kult er som at opleve et elsket menneskes død. Der er en sørgeproces, som vil tage tid. Tid til at bearbejde følelsen af forvirring, tab, skyld, desillusionering, vrede og den deraf følgende mangel på tillid.

Et stykke tid følte jeg mig meget vred over at tænke på, at min langvarige kærlighed til min Gud og Skaber var blevet udnyttet på denne måde - vildført som den var, ad en omvej, som jeg ikke bevidst havde bedt om; lokket til at spilde min kraft på en mester i bedrageri.

Men denne følelse varede ikke længe, jeg blev snart i stand til at indse, at hele oplevelsen var noget, jeg havde valgt, og min sorg og vrede er en del af oplevelsen.

Med tiden blev de negative følelser erstattet af en følelse af frihed, og glæden over at vende tilbage til den virkelige verden.

Den gave, der lå i det ovenstående, var en dybfølt erkendelse af, at for mig var "guruens tidsalder" forbi. Nu, hvor jeg ikke længere er villig til at give min tillid til ydre lærere, følger jeg et råd, alle sande åndelige mestre har givet hele vejen ned gennem tiden – himmerigets rige skal søges inden i.

Som afslutning kan jeg fortælle dig af egen erfaring, at den smerte, du føler, vil læges. Der er et liv efter Sai Baba, og når du kræver din egen styrke tilbage, vil du føle dig beriget og finde, at din vej nu er oplyst, vidunderlig.

Jeg ønsker dig en tilfredsstillende rejse fuld af selvrealisation.

Faye Bailey

 

Efterskrift:

Swami "manifesterede" en "hellig lingam" til mig og sagde til mig "Dens styrke er uden grænser gennem tid og rum".

Vand, der løb ned over den, ville optage og beholde lingamens store helbredende kraft.

I et stykke tid delte jeg i god tro "lingamvand" med mennesker over hele verden.

Imidlertid oplevede jeg aldrig selv, eller fik fortalt af andre – noget positivt resultat af at drikke det.

Tværtimod, de vigtigste oplysninger gik ud på, at vandet hurtigt blev fordærvet.

Den personlige hensigt, at de som drak dette "illusionsvand" skulle blive helbredt, var ikke nok til at give det nogen kraft ud over "hav det godt" faktoren.

Efter denne undersøgelse holdt jeg op med at sende lingamvand og returnerede lingamen til Indien.

Faye

 

Enhver erfaring i livet er et udtryk for liv.