Fra: Australien

Kilde: Terry Gallagher – brev til ægteparret Bailey

Emne: 

MISTEDE ILLUSIONE

Kære Faye og David,

Da vi talte sammen for nylig, var jeg så glad for at høre om jeres beslutning om ikke mere at nævne eller skrive om Sai Baba i jeres Quarterly Spiritual Digest. De oplysninger, I har afdækket omkring Sai Baba, ved jeg af personlig erfaring er sande.

Det, der begyndte som en vidunderlig åndelig rejse, sluttede i fuldkommen vantro og bitter skuffelse, da jeg fandt ud af sandheden.

Måske skulle jeg begynde ved begyndelsen med en kort beskrivelse af den rejse.

Efter at have læst en bog, der hed "Man of Miracles", begav jeg mig til Indien (og Puttaparthi) sammen med min kone og tre unge døtre på en grupperejse, der var arrangeret til julen 1983.

Da vi ankom til Indien, fandt jeg noget, som jeg havde søgt efter hele mit liv. Den skønneste, mest fredfyldte atmosfære, med vidunderlige mennesker, der søgte efter deres egen åndelige sandhed, og som levede i et samfund, hvis eneste formål var at fremme bevidstheden om selvet og opnå selv-realisation gennem den levende guru – Sai Babas – lære.

Som nabo til ashramen lå en gratis underskole for drenge og piger samt forskellige højere skoler for drenge, hvor åndelig skoling var indbygget i de normale akademiske fag.

Vi var alle sammen meget imponerede og motiverede for at lære så meget som muligt af, hvad Sai Baba havde at lære os.

Julefestlighederne kom og gik, og bagefter blev vores familie kaldt til interview med Sai Baba. Dette interview sammen med, hvad der på det tidspunkt så ud til at være de mest perfekte omgivelser for både skoleelever og devotees til at fremme deres åndelige liv, resulterede i, at jeg ydede en meget betydelig donation til Central Trust til fremme af deres uddannelsesprogrammer.

Da vi forlod interviewet sagde Sai Baba, at jeg for fremtiden skulle sidde på mandirens veranda sammen med de universitetsstuderende og andre devotees.

Dette gav mig lejlighed til at møde nogle mennesker og på nært hold iagttage tildragelser, som jeg ellers ikke ville have haft mulighed for at se.

Vi var alle fyldt med blandede følelser, da vi måtte forlade ashramen og rejse hjem til Australien, kede af at skulle rejse og glade for de oplevelser, vi havde haft.

Vi vendte tilbage til ashramen igen i 1985 i en måned, og i 1986 boede vi der i syv måneder, hvor vore døtre gik i Sai Babas skole.

Det var i dette tidsrum, jeg begyndte at lægge mærke til ting, der fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved hvad jeg havde oplevet under tidligere besøg. På grund af min videnskabelige baggrund begyndte jeg at lægge mærke til en fast rutine, som Sai Baba fulgte hver morgen og aften under darshan – og især, hvordan han materialiserede vibhuti (hellig aske).

Jeg skal aldrig glemme det udtryk af pine, der gik over Sai Babas ansigt, da han en tidlig morgen kom ind på mandirens veranda og tabte to vibhuti tabletter lige foran mig, da han forsøgte at tage imod en rose fra en universitetsstuderende. Der blev ikke materialiseret vibhuti under darshan den morgen!

I månederne derefter lagde jeg mærke til, hvordan han overførte disse vibhuti tabletter fra den ene hånd til den anden og brugte brevene, han modtog fra devotees som kamouflage for sine bevægelser. I de mange efterfølgende interviews iagttog jeg også mere end tredive tilfælde af ringe, "diamanter", japamalas, vibhutiæsker etc, alle sammen frembragt ved fingerfærdighed og bedrag.

I begyndelsen holdt jeg mine iagttagelser for mig selv. Jeg ræsonnerede, at hvis det var disse ting, der fik folk til at komme til Sai Baba med det resultat, at de blev mere åndeligt bevidste, hvad skade kunne det så gøre? Til sidst fortalte jeg det til min kone og børnene, som også kunne gennemskue de falske manifestationer.

Det var de iagttagelser og oplysninger, der fulgte efter disse første opdagelser, der bekymrede mig mest, især dem, der vedrørte elever, der blev udsat for seksuelle overgreb af grotesk karakter af Sai Baba.

Vi vendte tilbage til ashramen adskillige gange i de følgende år og gjorde flere iagttagelser, som vi fik bekræfter af studerende og langtids devotees, der boede i ashramen. I denne periode var jeg i tre år centralkoordinator for Sathya Sai organisationen i Australien.

Det var først i 1993 efter drabsforsøget på Sai Baba, som resulterede i mordene på fire universitetsstuderende i mandiren, at vi besøgte Indien for sidste gang.

Formålet med besøget var at finde ud af, hvorfor tidligere studerende ved Sai Babas universitet ønskede at dræbe ham, særligt i betragtning af, at de havde fået en gratis uddannelse!

Øjenvidneberetningerne var grufulde! Efter at være trængt ind i mandiren, gik de fire studerende i en fælde ovenpå, hvor Sai Baba opholdt sig. Hver af dem blev afhørt af politiet og derefter henrettet en ad gangen!

Stanken af død var overalt.

Jeg gjorde flere forespørgsler om Sai Baba og hans seksuelle omgang med skoledrenge og mandlige studerende – nogle af dem ikke mere end syv år gamle – og om det kunne være grunden til, at de tidligere elever ville slå ham ihjel. Til min rædsel fik jeg at vide, at dette var acceptabel praksis i Indien.

Jeg følte mig syg og ønskede kun at fjerne mig selv og min familie fra ashramen og Indien så hurtigt som muligt.

Inden vi rejste, blev vi alle kaldt til interview med Sai Baba, og vi fortalte ham, hvad vi havde oplevet og havde fået fortalt.

Sai Baba kommenterede ikke vore anklager og var kun ivrig efter at få at vide, hvem der havde fortalt os disse detaljer, hvilket han spurgte os om mange gange! Af alle de dusinvis af interviews vi havde haft i årenes løb, var dette det mest ubehagelige og pinagtige, vor familie nogen sinde havde oplevet.

Sai Baba var anspændt og ophidset, og hans kropssprog fortalte os alle, at det vi havde fundet ud af, var sandheden!

Vi forlod interviewet og rejste tilbage til Australien.

De følgende år var meget vanskelige åndeligt set, vi koncentrerede os om alle de positive ting, vi havde oplevet de sidste ti år og fandt trøst ved dem.

Når vi forsøgte at fortælle andre om vore opdagelser og sandheden om Sai Baba, ville ingen tro os, medmindre de selv havde haft lignende oplevelser, og for det meste er de bange for at tale om det.

Det er først de sidste tolv måneder, at tidligere studerende og devotees er begyndt at tale sammen, bekræfte sandheden af deres erfaringer og støtte hverandre åndeligt og følelsesmæssigt, når det er nødvendigt.

Nu kender jeg sandheden om Sai Baba og beder inderligt til, at også andre, måske gennem jeres tidsskrift, vil følge deres logik og intuition, så de også kan finde sandheden.

Varme hilsner

Terry Gallagher

Tidligere centralkoordinator i Sathya Sai Organisation