Fra: Indien

Website: http://www.myfreeoffice.com/saibabaexposed/student1.html           obs. denne side findes ikke længere på internettet.

Emne:

 SATHYA SAI BABA: DEN GODE, DEN ONDE OG DEN GRUSOMME

Udsendt på soc.culture.tamil af tidligere studerende Meenakshi Srikanth i 1993 efter at nogle studerende forgæves søgte at dræbe Sai Baba.

Meenakshi skriver:

- Det efterfølgende er en beretning om mine erfaringer i Sri Sathya Sai Institute of Higher Learning (Whitefield afdeling). Jeg giver mit ord på, at denne artikel er sand og ikke har til hensigt at afsige nogen dom over den pågældende personlighed. Meenakshi advarer om, at oplysningerne kan virke chokerende.

Den gode:

En fremragende taler på Telugu; har ikke nogen radikal ny filosofi; prædiker effektivt om de ældgamle værdier. Mange tilhængere forsøger at leve op til idealerne; og der er talrige velgørenhedsprogrammer, der bærer hans navn

Den onde:

Hvordan skaffer han sig tilhængere? "Mirakler". Nogle dage efter, at jeg var begyndt på universitetet, under darshan, talte Swami henkastet om meditationens kraft eller noget i den retning, da han pludselig viftede med hænderne i luften og frembragte et vedhæng med et smukt billede af Lord Muruga. Jeg var forbløffet. Jeg havde aldrig set noget lignende. Jeg var ikke devotee, da jeg ankom til universitetet (min far havde bedt mig om det), så dette var noget, der virkelig rystede mig. Jeg gik tilbage til kollegiet og udbredte mig om Swamis evner til nogle af de ældre elever.

De nikkede vidende og smilede kryptisk. Det varede ikke længe, inden nogle af dem trak mig til side og sagde: "Lad være med at begynde at tro på alt det vrøvl. Der skal ikke meget til at blive devotee, men det er svært at komme ud af det igen". Idet han sagde det, viftede den ene af dem med hånden og frembragte vibhuti, mens en anden frembragte en ring. Så fortalte de mig det hele.

Hvis noget så simpelt kan forbløffe dig, så tænk på almindelige menneskers godtroenhed.

Swami frembringer ting ud af "den blå luft" ved at vende sin højre håndflade mod jorden, mens han bevæger den i cirkler (parallelt med jorden) nogle gange. Så laver han en hurtig bevægelse opad (som om han plukker en lavthængende frugt) og rækker så den genstand frem, som han har frembragt. Fremgangsmåden er enkel. Når han kommer ud af mandiren, har han i sin venstre hånd et lommetørklæde, nogle breve eller en fold af sin kjortel.

Du skal ikke se på hans smilende ansigt eller hans overvældende hår. Se på hans venstre hånd: fastholdt i hånden, som regel mellem langfingeren, ringfingeren og lillefingeren gemmer han, hvad han har tænkt sig at dele ud i denne omgang. Vibhuti tabletter (de af jer, som har set ham uddele vibhuti, vil kunne huske, at han laver en "pulveriserende" bevægelse med sine fingre, når han uddeler det), ringe, eller hvad det nu kan være. Bliv ved med at se på hans hånd. På et tidspunkt vil han læne sig frem, eller en devotee vil falde ned for hans fødder. Det er på det tidspunkt, sagerne bliver flyttet over mellem fingrene på højre hånd. Hvis du er på vagt, vil du kunne se det. Meget hurtigt efter finder "materialisationen" sted.

Godt, og så mener du, at denne metode er så dum, at selv en ged ville opdage det! Lad mig sige dig noget, prøv at øve dig et par gange og forsøg så med dine venner. Deres forbløffelse vil undre dig. Jeg kan gøre det nu uden spor besvær, og jeg har narret mange af mine venner. Men jeg kalder mig ikke Gud og får VIPer til at falde ned for mine fødder!

Jeg har set det ske hundreder af gange. Jeg har selv modtaget vibhuti, laddu og lignende. På vores kollegium var der en klike, en udvalgt gruppe, der vidste alt om disse tricks. Vi plejede at have det mægtig skægt i darshanrækkerne og bagefter udvekslede vi hylende morsomme erfaringer fra "show’et".

Engang kom Swami ud af mandiren for at tage imod breve. Han havde et lille sølvvedhæng i hånden, vi havde alle sammen set det, da han gik forbi os i rækken. Han havde flyttet det over i højre hånd og ventede bare på at give det til en eller anden, da en devotee fra en række længere bagved rakte et brev frem. Swami bøjede sig frem og rakte sin højre håne frem for at tage imod det. Det var en fin Bangalore morgen med solskin, og vedhænget glitrede i hans hånd fuldt synligt for alle. Vi blev sorte og blå i hovederne et øjeblik for ikke at eksplodere af grin, og kiggede den anden vej. Swami gik videre, som om ingenting var hændt og gav vedhænget til en eller anden betydningsfuld person længere henne i rækken. Vi snakkede om det en hel uge og overvejede endda at skrive et brev til Swami og bede ham passe bedre på.

Ved en anden lejlighed var der kommet en sanger til Brindavan, og vi lyttede til ham. Swami ville give ham et ur, og det lå klar under hans venstre lår i sofaen, hvor han sad. Jeg sad tre rækker fra Swami og holdt skarpt øje med ham. Da sangen var forbi, flyttede Swami lidt på sig, og nu var uret i hans venstre hånd. Han bøjede sig frem og flyttede det over i sin højre hånd. Jeg så det ske og kiggede op, og så opdagede jeg, at Swami så på mig. Jeg blev rød i hovedet, men det gjorde Swami også! Han begyndte at sidde uroligt og bad en af studenterne om at dreje ventilatoren på bordet i en anden retning, og da tilskuerne kiggede den anden vej, flyttede han uret tilbage til sin venstre hånd. Studenten, som flyttede ventilatoren, var et nervøst vrag, når alle folk kiggede på ham, og hvad der end skete, så begyndte der at flyve gnister ud af fatningen! Nogle andre studerende kom til og bragte tingene i orden, men nu var uret vendt tilbage til sin plads under låret. Sangeren fik det ikke den dag (jeg havde virkelig ondt af ham).

Næste morgen i darshanrækken kom Swami hen til mig, og idet han åbnede sin tomme højre hånd, kaldte han mig en "Vantro Thomas". Jeg ville gerne have bedt ham lukke den venstre op, for jeg vidste, han havde noget i den.

Jeg ved godt, dette lyder morsomt, men jeg blev meget bange og skrev et meget angerfuldt brev til ham.

Der er et par andre tricks, han laver. Under Dussehra laver han en vibhuti abhishek af Shirdi Sai Baba (?) Han tager en gryde, vender bunden i vejret på den for at vise, at den er tom, stikker hånden ind i den, og straks begynder vibhuti at drysse ud. Selv en ged med en normal forstand kan regne ud, hvad han gør. Tag en gryde, fyld den med vibhuti, lav det til en grød med lidt vand og lad den stå og tørre. Indtil du prikker hul på det, falder det ingen steder.

En anden ting, han plejede at gøre, var at materialisere linga. Han gør det ved at kaste op (ja!). Han laver bevægelser, som om han forsøger at få den op fra sin mave, og inden længe kommer den ud af munden. Du kan se en masse af dem, hvis du besøger museet i Puttaparthi. Det gør han også på en meget enkel måde. Der står altid en række betroede betjente (hemmeligt politi?) ved siden af ham og rækker ham hvide lommetørklæder, som han kan lægge lingaen på.

Lingaen er i et af lommetørklæderne, og han behøver bare at holde det op til munden og lade som om lingaen lige er faldet ud i tørklædet. Jeg har ikke selv set dette (han gør det ikke mere) men jeg har set det på video. Min pointe er, at når du en gang har bevist, at et af hans mirakler er en tryllekunst, så er det ikke nødvendigt at bevise resten.

Nogle studerende ved universitetet ved dette, og de lever et liv i tvungen hengivenhed og under falske forudsætninger. Det er de nødt til, for ellers bliver livet meget ubehageligt. Disse studerendes forældre er glødende devotees, hvis liv defineres ved deres hengivenhed for Swami. Det vil være umuligt at overbevise dem om, at Swami ikke er, hvad de tror, han er, men en billig charlatan, der laver billige tricks.

Disse studenters liv er virkelig ynkværdigt. De lever et permanent Jeckyll/Hyde liv uden mulighed for at undslippe. Men nogle studerendes liv er endnu mere rædselsfuldt.

Den grusomme:

 Dette har jeg ikke selv oplevet (himlen være lovet for det!), men det er 100% sandt, for jeg har hørt første hånds beretninger om disse bizarre ting. Jeg har set indirekte beviser nok tillige med disse vidneudsagn, til at jeg ikke tøver med at sige, at det efterfølgende er sandt.

Hvordan kan jeg begynde med at fortælle dig dette, venlige læser? I mine allerførste dage i vores kollegium havde jeg en tydelig fornemmelse af, at der foregik noget grimt, som alle vidste men ingen talte om. Når som helst Swami kom til Bangalore, var der altid nogle få studerende, der kom til interview hver anden dag.

Disse studenter blev ofte omtalt som dem, der var "in form" (et cricket udtryk) med Swami. De var de mest priviligerede studenter på hele kollegiet. De kunne færdes udenfor kollegiet (det var normalt ikke tilladt) hvis og når de havde lyst og opføre sig anderledes. Forstanderne og lektorerne plejede at rådføre sig med dem, inden der blev truffet vigtige beslutninger på kollegiet. Disse studerende holdt sig for sig selv det meste af tiden. Jeg havde travlt med mine egne sager og holdt ikke særligt øje med dem, men jeg var nysgerrig.

Da de ældre studerende fortalte mig om Swami, spurgte de mig, om jeg havde bemærket noget underligt på kollegiet. Jeg fortalte dem det. De smilede og bad mig holde øjnene åbne, så skulle de nok snart fortælle mig alt om det. Det tog mig ikke ret lang tid at finde ud af, hvad det var, der var anderledes ved disse studerende. De var alle sammen bøsser. Kære læser, vær venlig at få øjenbrynene ned på plads igen! Alle tegnene, kropssprog, særlige vitser om mand og kone etc, var til stede, og man behøvede ikke være detektiv for at finde ud af, hvad der foregik. Jeg fortalte det til mine ældre venner, og det de fortalte mig, var skræmmende, for at sige det mildt.

Mange af disse studerende var blevet gjort til bøsser (sodomiseret ville være et anvendeligt ord) af Swami, som selv er bøsse.(!)

Jeg troede ikke på det, da de fortalte det. Men ikke ret længe efter hørte jeg andre studerende fortælle om deres erfaringer, dengang de selv gennemgik traumet. Det traf sig sådan, at et par af disse studerende var tamiler, og jeg blev meget gode venner med dem.

Den ene af dem fortalte mig nogle oprivende historier. Når Swami var i Brindavan, plejede han at blive kaldt til interview mindst en ud af tre dage. De fleste studerende er glade og opløftede, når de bliver kaldt til interview, fordi Swami har lagt mærke til deres hengivenhed etc, men denne dreng, vi kan kalde ham Nandan, havde altid et dystert ansigtsudtryk, når han gik ind i bungalowen.

Han kom aldrig til timerne på de dage, hvor han fik interview. Jeg har tit set ham med mærker på brystet og hagen og hørt ham sige en strøm at særdeles udsøgte slangord. Nandan fik tit konvolutter af Swami i fuld offentlighed, og somme tider blev han bedt om at lukke dem op. De indeholdt knitrende hundrede rupee sedler.

(Davids notits: Det har jeg set mange gange!)

Der findes et andet ord for at betale penge for den slags. Nandan var hjælpeløs. Han kunne ikke tage hjem og beklage sig. Hans familie og hans forældre havde været devotees i tredive år, og hele deres liv drejede sig om Baba. Lige siden Nandan kom til verden, havde Sai Baba været Gud og ingen anden. Han blev indviet til dette allerede i skolen. Swami fortalte ham, at han (Swami) var den eneste purusha i verden, og hele verden var hans hustru. Nandan skulle betragte sig selv som Radha, som elskede Krishna.

Hele Nandans holdning til livet er nu uigenkaldeligt ændret.

Der var en anden dreng, lad os kalde ham Kumar, som blev kaldt til interview for første gang. Han var så glad. Om eftermiddagen gik en flok af os hen til ham (han var yngre end vi) og spurgte, hvad der skete. Han havde et lyksaligt udtryk i ansigtet, da han svarede. "Swami spurgte mig, om jeg havde mavepine. Jeg svarede, at jeg på grund af Swamis nåde ikke havde ondt i maven. Swami lo og sagde "Hvorfor vil du skjule det for mig? Fortæl mig det, har du mavepine?" Jeg ved ikke hvorfor, men jeg sagde ja. Så sagde Swami, at han ville kurere mig og hentede sandeltræsolie lige ud af luften og gned den på min mave og nedenunder. Jeg glemmer aldrig den oplevelse." Vi behøvede slet ingen beviser, det var altid tydeligt. Dobbeltbundede vittigheder, klap på kinden, nap.

Han havde en frygtelig vane med at stikke sin hånd ned i ens skjortelomme og knibe en i brystet.

De studenter, der kom ind i dette ødelæggende kviksand, enten de var villige eller ikke, havde et frygteligt liv. De studerende, der var devotees, frygtede dem, og de, som vidste besked, foragtede dem eller havde ondt af dem. Og der var ingen udvej.

Der var studenter, der kom farligt tæt på sådan en skæbne og slap væk. Min ven, som vi vil kalde Ramana, stod højt på hitlisten, men han fandt ud af det og trak sig ud af syne ved at holde sig væk fra bhajans eller gemme sig i de bageste rækker. Det var på den tid, da jeg også var på hitlisten, men vore skytsengle greb ind i form af sommerferie.

Hen imod slutningen af mit ophold på stedet var sygdommen i færd med at brede sig. Jeg var i Bangalore. I Puttaparthi (hvortil vi plejede at rejse omkring fem gange om året) var situationen langt værre. Jeg hørte, at mange af de studerende der er bøsser, enten direkte ved den store mand eller transitivt. Atmosfæren, et kun-for-drenge sted uden kontakt med omverdenen i lange perioder under puberteten, kan kun fremme en sådan situation.

Dette er efter min mening den mest grusomme del af Swami. Vi plejede at røbe oplysningerne om Swami til de nye elever, hvadenten det var tilrådeligt eller ej. Jeg holdt altid på, at det skulle gøres, om ikke for andet, så for at de skulle vide besked.